Profil

Baggrund, inspiration og motiver

Jeg har arbejdet som udøvende billedkunstner siden 2006 og har blandt andet udstillet værker på Galleri Marziart i Hamburg, Kirsten Kjærs Museum, Limfjordens Censurerede Udstilling, Tørring Uldums Censurerede udstilling, samt Kunst i Hasseris m.fl. Igennem kurser ved blandt andre Århus Kunstakademi, Billedskolen Gimsinghoved, Kunst-og Designskolen Århus har jeg udviklet mit eget univers med udgangspunkt i tematikker vedrørende naturen og mennesket. Livets skønhed og forgængelighed, samt naturens cyklus undersøges med billedlærredet som grundlag.

Jeg er optaget af kroppen og sindets mangeartede udtryk, fra det skrøbelige til det stærke, det energiske til det sårbare og melankolske. I den kunstneriske praksis forsøger jeg at gribe og udtrykke stemninger, så de bliver sansende og undersøgende. De skal efterlade betragteren uden facit, men med mulighed for selv at udforske og sanse i en intuitiv interaktion med maleriet og dets narrativ. I billederne leges med kontraster i samspillet mellem lethed og tyngde, lys og mørke.

Gennem teknikker, som inkorporer akryl og farvepigmenter, der blandes med forskellige medier, forsøger jeg at opnå transparente og stoflige udtryk. Tematisk fordyber jeg mig med få motiver og arbejder indgående med dem, udforsker deres mangfoldige aspekter og dybder med forskellige materialer. Stilen er eksperimenterende, og der gøres ofte brug af flere forskellige teknikker i arbejdet med malerierne. Oftest balancerer billederne mellem den kontrollerede streg og det mere ukontrollerede udtryk, der arbejder forskelligt sammen i malerierne.

Jeg inspireres af forskellige mennesker, jeg møder i livet: deres fremtoning og udtryk. Mine foretrukne motiver er kvindekroppen, portrættet og træet. Alt sammen noget der kan indeholde og udfolde den cyklus, der kendetegner og indrammer livet og dets forgængelighed. Kvindekroppen som frugtsommelig, energisk, stærk og samtidig indeholdende et sanseligt element. Jeg arbejder med kroppens afgrænsning og indgående med dens omgivelser. Portrætter, der stærkt udtrykker stemninger og er nærværende i interaktionen med beskueren: "Hvad vækker maleriet i mig? Hvad vil det mig?"